lørdag den 14. oktober 2017

Mind the Gap - del 1

Egentlig taler jeg helst ikke så meget om min alder - mest fordi jeg synes at 'alder' overordnet set er et latterligt koncept. 
Der er mennesker på 20, med livsvisdom som rækker ud over deres fysiske alder - og så er der folk i 50’erne, der stadig pisser rundt, som om de ikke har lært en skid undervejs. Alder er matematik X kalender og fortæller i virkeligheden meget lidt om os som mennesker.

Begrænset research vil afsløre at jeg er 43 i skrivende stund og derfor det man kan kalde ‘midt i livet’ og jeg synes faktisk ikke, at det er noget skidt sted at være. Usikkerheden fra 30’erne er ligesom væk og et kig i Blå Bog fra Gymnasiet afslører, at jeg hellere vil se ud som jeg gør nu end dengang. (Ja, det var også et virkeligt skidt billede… og nej, du må ikke se det)

Men på enkelte områder lider jeg dog stadig lidt af aldersmisundelse - men den går bizart nok i  begge retninger og ikke kun mod ungdommens evigt søde jagtmarker.

Hvis der er noget jeg kan falde i staver over - så er det den spændstighed en ung krop stråler med… men allermest huden… Huden i ansigtet - der sidder helt stramt over kraniet. Selv på en tømmermandsramt kassedame (læs: pige), der har sovet minus 3 timer - og hvor diæten er sammensat i riskager og Små Sure - er ansigtet så glat som et nykogt æg. Og tøsepigebarnet sidder bare der og ANER ikke hvad der er på vej…: Brutalt forfald. 
Mit ansigt så sådan ud engang (det passer!). Men en dag kigger man sig i spejlet og så er der pludselig alle mulige rynker og folder - som ikke lader sig glatte ud - lige meget hvor længe man står med fingeren og prøver at strække lortet ud. Det minder mest om umalet savsmuldstapet, der har ligget krøllet sammen i et hjørne af et forladt byggeri. Allerværst er den der uligelige rynke mellem øjenbrynene, som får mig til at ligne hende heksen fra Hans & Grethe, og som ligner at jeg er 'kronisk stærkt vred og bekymret' - lige meget hvor hårdt jeg smiler.

Selv når jeg ser et billede af mig selv, der kun er 2 år gammelt - kan jeg tage mig selv i at tænke: Nååårh… se lige hvor sød og ung jeg ser ud - hvorfor var jeg ikke bare glad for det? Især når jeg se dagens askegrå betræk i spejlet. 
Man får lyst til at råbe til alle under 40: Nyd det nu for satan! … det går KUN ned ad bakke! 

---

Og så er der de ældre damer… Efter jeg har fået hund er mit kendskab til dem steget med ca 800 procent - og det har faktisk været en ekstremt horisontudvidende oplevelse. Hvis du tror at ‘gamle damer’ er sådan nogle milde væsner med flødekarameller og mildhed i inderlommen - så kan du godt tro om. 

De er frygtløse og opererer med en adfærd hvor al filter er skrællet af... en omvendt Kinder Überraschung. De ser ud som de ser ud - og de er som de er - tilsyneladende helt blottet for hvad andre nu måtte synes om det. Uanset om de er iklædt storblomstrede regnfrakker, kilo tung læbestift, diademer eller joggingbukser.
De siger og gør ting, der jævnligt får min underkæbe til at ramme knæskallerne… og det er faktisk stærkt forfriskende (når man lige har sundet sig), at høre en 80-årig dame tale om sin hunds manglende klunker - eller en anden kær ældre sjæl - der lige sagde til ham den arisk udseende unge mand med kæmpe tatoverede overarme og 2 pitbulls som han knapt kunne holde: At han bare for helvede kunne gå en anden vej - hvis han havde et problem. 
Begge eksempler er hentet uredigerede i virkeligheden.

Kort sagt: Gamle damer finder sig ikke i noget pis. Og det skal vi andre heller ikke. 

Os i midten - vi står med et ben på platformen og et i toget. 


onsdag den 30. august 2017

When life gives you lemons...

Går du stadig og venter på invitationen til den fest der...?

Kan godt forstå hvis du er utålmodig - det er jeg faktisk også selv. Og den KOMMER... den bliver måske bare ikke indledt med den konfetti-fontæne jeg havde regnet med. Måske bliver det mere sådan en fest, hvor man inviterer et par venner ud - og inden man får set sig om - så har man bare den bedste, hyggeligste og sjoveste aften med nære og nye, som ingen kunne have arrangeret - uanset talent eller intention.

Nogle gange er det sådan, at man lægger store saftige planer - og så kommer livet og spænder ben - på måder man ikke kunne have forudset, om så man havde kigget nok så dybt i en ordentlig syg krystalkugle.

I morgen skulle jeg fx afsted på ferie - en tur jeg har planlagt og glædet mig til i evigheder. En tur hvor jeg kunne sætte et stort fedt flueben på min (u)officielle Bucket List. En roadtrip der ville udvide min horisont både indvendigt og udvendigt. En regulær våd feriedrøm... pardon my french.
Men vupti - så faldt der et stort rødglødende girokort ned i skødet på mig - som bombede mig helt hjem igen.
Passer start og indkassér IKKE 4000 kr...

Og jeg trænger. Jeg trænger så meget til et break. Og alt muligt andet...

Men der er jo det med forventninger - at det er planer vi har lagt inde i hovedet - uden lige at konsultere universets ubekendte faktorer. For ikke at tale om dem der kommer fra egen sfære...
I den situation kan man lægge sig i fosterstilling i et anfald af selvmedlidenhed - eller smøge ærmerne op og lave Plan B. Eller som jeg - der krøllede mig sammen og fabrikerede Plan C - og så rejste mig og rystede tæppet af. Det er nemlig det jeg kan. Relokere i kaos.

Så nu venter en ferie, som ikke bliver udforskning men måske mere indforskning og virkeligt godt selskab. Mental rekognoscering og den perfekte start på efteråret.

Alt er godt.

P.S. Also. Google er en SO. Bliver ved med at få vist annoncer for hoteller, der hvor jeg skulle hen. And thats just mean.

fredag den 11. august 2017

1 krillimillimeter lunte tilbage

Hånden op!! - alle dem der synes at børnenes sommerferie er alt ALT for lang.

Med risiko for at blive meldt til spelt-curling-whatever-kronisk-dårlig-samvittighedskorpset, der altid står klar i kulissen med en plydsbetrukket støbejerns pande til højre tinding ... så vil jeg gerne have lov til at sige:

HOLD-NU-KJÄFTAN, hvor jeg glæder mig til skolen starter igen! 

Og selvom alle fingre sikkert peger mod mig selv - og jeg OGSÅ er stor fortaler for, at såkaldt 'løs bagkant' kan fremme kreativitet, virkelyst, relationer etc - så tror jeg simpelthen, at mine unger (der reelt er forklædt som næsten-mænd) så småt er ved at miste evnen til at forvalte netop den frihed... inden for de grænser der er sat i og af samfundet og hjemmet (læs: mig).

Ja. Det var bare det. Nedtællingen er igang - glæder mig pt mere til mandag end til weekend.

fredag den 4. august 2017

It's my party...

Har en fest med mig selv i disse dage - på den mentale måde - både ifht at skrive, være kreativ, tænke strategi, være mig selv... og det varer ikke så længe, før jeg er klar til at inkludere andre.

Så... skal lige høre - er der nogen der vil ha' en invitation?


søndag den 23. juli 2017

In the doghouse

Jeg har fået hund. Sådan rigtigt... et ægte kræ med pels og poter. Navnet er Frida - aka 'Den Gule Røvbanan' eller 'Fritze' - med slet skjult hentydning til Josef Fritzl - som (også) holdt en ung kvinde indespærret.

Inden man køber en hund, foregår der lidt det samme som når man vil være selvstændig:... folk tæppebomber én med egne projektioner. Som regel noget der går på 'manglende frihed', 'afhængighed', 'penge' og 'jeg vil gerne, men det turde jeg aldrig'. (Tak for holdningen og tillykke med den - vi ved jo alle sammen at netop disse begreber ikke er bøjelige. Let ironi indsat). 
Og ja - der er da tider hvor det er 'a big ball and chain' - men som alle andre lidt mere seriøse forpligtelser, så er det svært at få honning uden af og til at skulle stikke poten i bistaden.

Det er skønt, anstrengende og kræver lidt vedholdenhed... og lidt ligesom når man har børn: Intet går som forventet og man skal være klar til at gå og samle lort op - både i direkte og indirekte betydning.

Heldigvis er der ting vi er meget enige om:
Sofaen er et lækkert sted. (Desværre kun én af os, der har adgang til den). 

Mad er en super magtfuld motivator og vi vil gå langt for at få det - især hvis en anden serverer det.
Hus og have er også noget vi begge bruger tid på - fx hjælper hun med at skrabe maling af panelerne, og afkalke fliser - med tænderne. 
Jeg elsker min lille hippie have og det gør hun også... vi har dog forskellige vinkler på hvor og hvordan gravearbejdet skal foregår og hvordan man behandler blomster generelt, for at få det pæneste resultat.

Der er også nogle steder, hvor vi ikke helt mødes i porten:
Jeg kan godt li' at sove alene - det kan hun ikke. Et slag jeg tabte efter en 3-ugers indsats på gulvet i entreen og min krop måtte kapitulere. Nu sover vi begge i soveværelset - heldigvis i hver sin seng!
Jeg er ikke så vild med golf - det er hun tydeligvis, hvorfor hun er igang med at anlægge en bane på min græsplæne. 7 huller er det blevet til... Jeg ved ikke meget om golf, (heldigvis) men jeg tror at hun mangler at gøre lidt research - nogle af hullerne er nemlig lige store nok og en kende for asymetriske.

En meget tidligere ekskæreste, har engang udtalt om mig - at jeg var 'ligesom en labrador'...: (alt for) hengiven, loyal og klæbende. (Han ville meget hellere have en der var 'mere som en kat'... ROLLING MY EYES). Og hvis man synes at hengiven og loyal er dårlige egenskaber (host, undskyld, sagde du 'skygger'...???) - så skal man heller ikke vælge som jeg har gjort. Men jeg fortryder INTET. Eller kun lidt.    

Men nu er vi et team... mig og Fritze og i de store linier går det godt - vi har vildt meget vi skal sammen - spise kiks, sove middagslur, ud i det fri og æde livet, bid for bid.


Og man kan få fuckboys og kager og jordbær for sjov
men der er intet så skønt som en vuffeli vov







tirsdag den 11. juli 2017

Tør du være dig selv bekendt?

For nylig gjorde jeg noget - en handling, et valg - som ligger ret langt fra mine værdier. I døgnet efter var jeg helt høj af 'kæft-hvor-er-jeg-bare-den-friske-type'. Det var en fed flyvetur i ca 22 timer. Bagefter blev jeg (naturligvis) ramt af mental-versionen af Thors Hammer... (ikke at forveksle med Mors Hammer, som er et tilbageværende element i min børneopdragelse.)

Jeg blev ramt af frustration, sorg og forvirring over at have handlet på noget, som ligger så langt væk fra min livsanskuelse og mit selvbillede - og det må i sagens natur give mentale og følelsesmæssige slag.
Og hvad gør man så...? Når man har lænet sig så meget frem, at man faktisk landede lige på snotten og slog snudeskaftet lidt skævt.

Man går tilbage og finder sig selv. Giver sig en kæmpekrammer, et kys på panden og tilgiver det dumme. Man stryger sig selv over håret og imens lytter man til, hvordan man kan komme tilbage til det man virkeligt er og den man gerne vil være. Man ryster værdi kompasset - så nålen igen peger mod nord og så går man den vej. Om man går to skridt eller 2 meter betyder mindre - det er handlingen der er det stærke.

Så det har jeg gjort. Jeg har meldt ud og været ærlig ... og selvom det muligvis kan give et ekstra lille bagslag og et ekstra rekyl til ovenstående slag af handling/frustration - så er det også velsignet med den kæmpe lettelse, som ærlighed altid bringer med sig hos mig - for jeg er TRÆT i armene af at holde en maske foran fjæset.
Jeg ved af erfaring, at frustrationen er forbigående og overkommelig, men at ærligheden og kærligheden til den jeg er, står og består. Og det knuselsker jeg mig selv for.

Erkend og bekend. Kig dig i øjnene, i hjertet, lyt og lær. Jeg lover dig: det er mindre omkostningsfrit end alternativet.


fredag den 30. juni 2017

Våde ferie-drømme

Skal bare lige spørge for en ven:
Er det vådt at have fået sommerferie nu her? ... undskyld... jeg mener selvfølgelig er det GODT at have fået ferie???

For et par år siden var det hot as hell med 'staycation' - som vist mest var et begreb der dækkede over, at man ikke helt havde råd til at tage på 'rigtig' ferie... så'en på camping eller chartermåden.
Det er vist gået i sig selv igen med tendens. Ihvertfald oplever jeg det lidt som om, at 'alle' skal ud at rejse i år... og det har naturligvis givet mig anledning til at opfinde et endnu mere tørt koncept - nemlig... tadaaaah:

WORKATION!

For mig, som arbejder mens I andre tager i sommerhus, besøger metropolerne og nyder europas skønne sandstrande; sipper sangria, spiser is med ungerne og går hånd i hånd i de lune aftener.

Lyder det som om jeg har lidt ondt af mig selv...? Mnjarh... en smule. Men misundelse er en grim ting OG så husker jeg lige - at jeg faktisk arbejder med noget, som er så fedt, at jeg sandsynligvis ville beskæftige mig lidt (eller meget) med det, selvom jeg havde ferie. Og så er det jo faktisk mig, der har fat i den lange ende af nytårsknallerten - fordi jeg hver dag arbejder på at skabe mig en hverdag, som jeg ikke nødvendigvis behøver at holde fri fra.