Jeg plejer normalt ikke at være så pjattet med januar - det er de færreste - men i år er det anderledes, heldigvis. Jeg har nemlig slået ørene ud og er med på en lytter…
Jeg brugte en meget stor del af 2014 med at være rigtig sur på min krop. Ikke bare sur, irriteret og ærgelig over de klassiske 5 kg for meget (og at have silhuet som en rullesteg med talje). Næ, jeg vil egentlig mere sige at jeg var bitter, ulykkelig og vred.
Jeg syntes det 40-årige hylster forrådte mig på alle mulige måder: Ingen energi, dårlig søvn, en opadgående vægt og ondt i maven - en tilstand der de sidste 3-4 måneder næsten var konstant. Jeg skulle hilse og sige at det kan man godt blive en anelse træt og irriteret af. Som I…: Hvis du taler til mig, så river jeg armene af dig og propper dem ind i kæften på dig.
Jeg var hos lægen flere gange og fik en sang fra de varme lande om ‘at det nok var en virus - eller en infektion’ og med et skuldertræk og et batteri af blodprøver blev jeg sendt hjem igen.
I mellemtiden fik jeg den tanke, at man jo kunne prøve at udelukke laktose - til trods for at jeg har drukket mælk og spist mejeriprodukter hele mit liv. (Onde tunger vil sågar påstå at jeg ved flere lejligheder har kvalificeret mig til VM i spisning af fx risalamande. En tretrinsraket af mejeriprodukter og stivelse.)
Altså. Ingen laktose - og en lille bedring kom… Så tog jeg et skridt til og udelukkede gluten fra min kost… og pludselig - ingen mavepine. Bum.
Lige så stille er det gået op for mig, at min krop ikke har forrådt mig. Overhovedet. Den har faktisk råbt og skreget og brugt alle sprog og tegn den havde til rådighed for at fortælle mig, at det jeg gjorde - det jeg spiste var noget lort. (Pardon my french).
Miraklerne kommer ikke natten over - og vanerne heller ikke. Jeg er jo kun et menneske. Og ja, du vil stadig kunne se mig på McD. Det er mig der sidder og spiser en McFeast - uden bollen. Du ved, bare en bøf med ost og dressing mellem fingrene :-D. Meget meget lidt classy - men det funker i det nye setup. Jeg spiser også en pizza af og til og et stykke kage - og elsker det mens det står på - og betaler så bøden bagefter. Nu ved jeg i det mindste hvad det er der sker og hvorfor.
Så nu - et skridt af gangen er jeg gået igang med at prøve at blive ven med mit fysiske hylster. Jeg bliver aldrig den der åleslanke modella-type. Det er ok. Det er nødt til at være ok.
Jeg vil bare gerne synes at det er godt at være mig - i mig. Så derfor er løbeskoene også kommet frem igen. Det er kedeligt. Lige indtil jeg kommer hjem. Så er det fantastisk. Ligesom det er ret fantastisk, at have følelsen af at denne forandring er varig og at jeg KAN og at der er en mening med det - som IKKE KUN handler om at jeg skal være tyndere.
For første gang tror jeg faktisk på det selv.
Så vær hilset 2015. Lad os se hvor langt vi kan komme med hende Trunten bag skærmen.
